Børne eventyr

 

Tilbage til forsiden »

Følgeton »

Skærslipperens Eventyr

af Anne Elfengård

Det forsvundne eventyr.

 Der var engang et eventyr. Det var meget gammelt og meget slidt, for det var blevet fortalt så mange gange, at det var blevet meget skrøbeligt.

 Alle børnene i landsbyen havde hørt det, og efterhånden som de blev voksne, havde de fortalt det videre til deres egne børn. En eller anden havde endda skrevet det ned, så alle kunne læse det.

 Men en dag var eventyret borte. Helt forsvundet, og alle ledte og ledte, men ingen kunne finde det. Alle var så optaget af at lede, at de helt glemte, at de ikke behøvede at læse eventyret. De kunne de jo udenad. Tænk, at man kunne glemme det. Men det kunne de.

 Og børnene i landsbyen måtte gå i seng hver aften uden at få godnathistorie.

 En dag kom så skærslipperen til landsbyen, og han gik igennem gaderne og råbte: ”Knive slibes. Sakse slibes. Knive slibes. Sakse slibes”. ”Skærslipperen er kommet til byen”.

 Og han bankede på alle døre i landsbyen og underede sig over, at alle folk så ud til at være kede af det. Han smilede og bukkede for folk, han mødte på gaden, men ingen smilede tilbage eller hilste. ”Sådan plejer denne landsby da ikke at være”, tænkte han.

 Da han nåede frem til det store torv midt i byen, mødte han en lille dreng.

 ”Halløj, min ven”, hilste han. ”Mon du kan fortælle mig, hvorfor alle mennesker er så kede af det i denne by”.

 Den lille dreng fik tårer i øjnene, og svarede: ”Det er fordi, vi ikke kan huske eventyret mere”.

 ”Hvilket eventyr”, spurgte skærslipperen.

 ”Det gamle eventyr, som alle plejede at fortælle, men som ingen kan huske nu”, svarede drengen, og tilføjede så: ”Og jeg savner min godnathistorie, og det gør det andre børn også”.

 Den gamle skærslipper kløede sig i skægget, og sagde så: ”Ville du være tilfreds med en helt almindelig historie?” ”Jeg tror nemlig, at jeg kan huske en, som jeg fik fortalt, da jeg var en lille dreng”.

 ”Åh, ja”, råbte drengen begejstret. ”fortæl en historie”.

 Så parkerede den gamle skærslipper sin skærslippervogn og satte sig ned ved siden af drengen og lagde sin arm om hans skuldre. ”Nu skal du høre”, begyndte han, mens drengen satte sig godt tilrette. Og så fortalte han et gammelt eventyr, som hans mor engang havde fortalt ham, og drengen lyttede med store øjne af forbavselse.

 Og her er historien, han fortalte:

  

Uret.

  Hop, hop, - hop, hop -  - Den store viser på ure prøvede fortvivlet at hoppe op til 9 tallet, men hver gang  blev det kun til et lille hop, og så faldt den ned på samme sted igen. Et lille hop op, og ned igen. Et lille hop op, og ned igen.

 ”Kom nu”, råbte den lille viser oppe fra 12 tallet. ”Ellers kan vi ikke følge med tiden”.

”Jeg prøver, jeg prøver”, råbte den store viser tilbage, men uanset hvor hårdt den prøvede, kom den ingen steder.

 Hop, hop - hop, hop. Op og ned. Op og ned.

 ”Hvad skal vi dog gøre”, klynkede uret. ”Brug nu alle dine kræfter”.

 Og den store viser prøvede af al kraft, men lige meget hjalp det. Den kom ikke videre.

 

Det yngste tal – 1 tallet – begyndte at græde. Dets tårer løb ned af urskiven i stride strømme.

 

”Hold op med at græde”, råbte 5 tallet forskrækket. ”Jeg drukner hernede”, og i det samme blev han ramt af en stor tåre, som fik ham til at snurre rundt en hel omgang.

”Hjælp”, gurglede han, mens han hagede sig fast til urskiven. ”Jeg kan ikke svømme”.

 ”Stop det flæberi”, lød det fra 6 tallet, som også var begyndt at gynge faretruende frem og tilbage. ”Jeg bliver søsyg af al det vand, og hvis du fortsætter ret meget længere, bliver jeg til et 9-tal”. ”Og det er jo ikke så godt, vel?”

 ”Jeg kan ikke gøre for det”, snøftede 1-tallet. ”Han skulle være her oppe nu, og jeg savner ham”.

 Den store viser prøvede at berolige 1-tallet. ”Jeg -  ville – jo -  væ-re der –op-pe,- hvis - jeg – kun-ne, - og – jeg – prø-ver – jo - alt, - hvad - jeg  - kan”.  Anstrengelsen fik dens stemme til at lyde forpustet.

 ”Du har ret, lille 1 tal”, sagde uret. ”Tiden flyver og vi er nødt til at følge med.

”For hvem kan tro på et ur, der ikke går rigtigt”. ”Nogen må gøre noget, hurtigt”.

 ”Det prøver vi jo på”, råbte alle tallene og viserne i kor”. ”Men vi sidder fast”.

 ”Hvis du strækker dig lidt, 8 tal, kan du måske skubbe viseren lidt op”, foreslog uret så.

 ”Det har jeg allerede prøvet”, lød svaret fra 8 tallet, ”Men jeg kan ikke nå højt nok op”.

 ”Hvad med dig 10 tal”, forespurgte uret så, ”kan du ikke sænke dit ene ben så den store viser kan gribe fat i det”

 ”Det kunne jeg godt”, svarede 10 tallet, ”men 9 tallets hoved er i vejen” . ”Kan du ikke bøje dig lidt bagover 9 tal?”

 ”Sikkert”, snøftede 9 tallet,”er du sikker på, at du ikke også vil have mig til at bytte plads med 6 tallet”.

 ”Nu skal I ikke skændes”, udbrød den store viser forpustet. ”Det er slemt nok, som det er”.

 ”Du har ret, store viser”, indrømmede uret. ”Nu gemmer vi al vores utålmodighed væk, og prøver så godt vi kan at indhente tiden”.

 Men snart blev det mørkt og tallene kunne ikke længere se hinanden.

 ”Jeg er bange”, lød det fra 2 tallet, og 9 tallet kunne ikke dy sig for at udbryde: ”Jeg kan altså ikke lide det her”. ”Tiden er langt foran os nu”.

 ”Hvis jeg skal være ærlig”, sagde den store viser, ”så må jeg nok give op nu”. Og i samme øjeblik stod den pludselig helt stille.

 ”Tja, så må vi nok hellere få noget søvn”, mente uret, ”så vi kan være friske i morgen tidligt”. ”Godnat, alle sammen”.

 3 tallet protesterede med det samme. ”hvordan kan vi sove uden at blive puttet af den store viser?”

 ”Tag det nu roligt”, lød 11 tallets beroligende stemme. ”Jeg kan nogle børnerim, og mens jeg fortæller dem, lægger I jer roligt til at sove”. ”Vil I love mig det?”.

”Sig så godnat og gør jer klar til at sove”.

 ”Godnat”, sagde 1 tallet, og prøvede at lade væremed at græde.

”Godnat”, sagde 2 tallet og faldt i søvn med det samme.

”Godnat”, sagde alle tallene en efter en , og så fortalte 11 tallet nogle børnerim,mens de en efter en faldt i søvn.

 Da det blev morgen vågnede alle tallene ved at solen skinnede ind på dem.

 7 tallet strakte sig og gabte:” Åhhhh, Godmorgen”. ”Hvordan går det store viser?”

”Er du klar til at prøve igen”.

 ”Jeg er ked af det”, svarede den store viser, ”men jeg sidder lige så fast som et søm i væggen”.

 ”Shhhhh”, hviskede 4 tallet. ”Der kommer nogen”.

 Og det gjorde der.

 Manden, der ejede uret, var netop vågnet og kom ind i stuen. Han kiggede på uret for at se, hvad klokken var, og standsede så overrasket op. ”Hmmm”, sagde han til sig selv og kiggede så på sit armbåndsur. ”Det ur er vist løbet tør for strøm”.

 Og så tog han uret ned fra væggen og satte et nyt batteri i. Tilsidst stillede han viserne rigtigt og hængte uret op igen.

 Han hørte slet ikke de lettede suk, der kom fra uret, mens han gik ud i køkkenet for at få sig noget morgenmad. Og han så heller ikke det store smil, der gled hen over urskiven.

 ”Og det var så den historie”, sluttede skærslipperen mens han til sin overraskelse så drengen springe op og råbe:”Det er jo den”. ”Det er jo historien, der blev væk.”.

 Han råbte så højt, at alle på torvet kunne høre ham, og de stimlede sammen omkring den gamle skærslipper og drengen.

 ”Han kender historien”, råbte drengen begejstret. ”Nu behøver vi ikke at lede længere”.

 Og så måtte skærslipperen fortælle historien en gang til mens byens skriver skrev det hele ned endnu en gang. Imens fik alle byens borgere slebet deres knive.

 Den nat sov skærslipperen i en af landsbyen lader, og den næste morgen gik han videre til den næste by.

 

Alting koster

 På vej til den næste by, gik skærslipperen af en snoet bjergvej. Det var tungt at trække skærslippervognen, så han holdt hvil nogle gange i vejkanten. Da han skulle til at rejse sig, så han pludselig ovre ved nogle klipper en ganske lille mand stå ved et lille bord foran noget, der lignede en port ind i klippen.

 Han blev nysgerrig og gik derhen. ”Hvad laver du her?”, spurgte han den lille mand, ”og hvad er der derinde?”.

 Den lille mand svarede ikke, men rakte blot hånden frem med håndfladen opad.

 ”Kan du ikke tale?”, spurgte skærslipperen den lille mand, men den lille mand holdt stadig hånden frem og pegede så på et lille skilt, hvorpå der stod: ”Svar 2 kr.”.

 Så forstod skærslipperen, at han måtte lægge 2 kr., hvis han ville have svar på sit spørgsmål. ”Det kan jeg jo nok ofre på min nysgerrighed”, tænkte han og lagde en 2krone i den lille mands hånd mens han gentog sit spørgsmål:

 ”Hvad laver du her?”, spurgte han, ”og hvad er der derinde?”.

 Prompte svarede den lille mand: ”Jeg er portvogter foran byporten til vores lille by”.

 ”Kan man komme derind og se den”, spurgte skærslipperen så.

 Igen rakte den lille mand hånden frem med håndfladen opad, og skærslipperen måtte endnu engang find en 2 krone frem.

 ”Kan jeg få lov til at komme ind og se byen?” spurgte han så den lille mand, mens han lagde 2 kronen i hans hånd.

 ”Ja, det kan du godt”, svarede den lille mand og puttede 2 kronen i lommen. ”Men det koster 5 kroner bare at kigge” fortsatte han.

 ”Det vil jeg gerne, så”, sagde skærslipperen og lagde 5 kroner på bordet.

 Straks åbnede den lille mand porten og lukkede skærslipperen ind i den lille by i bjerget. 

 Der var helt mørkt derinde, men små fakler på klippevæggen kastede et svagt lys over de mange boder, der stod opstillet rundt omkring.

 Langsomt vænnede skærslipperens øjne sig til det mørke rum, og så kunne han pludselig læse, hvad der stod på skiltene ved boderne.

 Ved den første bod stod der: ”et smil 2 kr.”., og ved den næste bod stod der: ”Et venligt ord 3 kr.” og ved den tredje bod stod der: ”Et kram 2 kr.”

 Skærslipperen gik videre gennem byen og læste alle skiltene, mens han gik. Ved alle boderne stod der små mænd med helt forstenede ansigter og alting kostede penge. Alle de ting, som ude i den virkelige verden ikke kostede spor.

 Han standsede ved en bod, hvor der stod: ”Se himlen for kun 5 kr.”.

 ”Du kan da aldrig få solgt noget”, sagde han til den lille mand, der stod ved boden. ”Man kan jo bare gå udenfor, hvis man vil se på himlen”.

 ”Nej,”, sagde den lille mand. ”Det koster nemlig 10 kroner, at få lov til at komme ud, og så mange penge er der ingen der har.”

”Kommer I så aldrig ud”, spurgte skærslipperen, men den lille mand vendte bare ryggen til ham og svarede ikke.

 

Skærslipperen gentog sit spørgsmål. ”Kommer I så aldrig ud?”

 

Stadig med ryggen til, svarede den lille mand: ”Vi skiftes til at stå ved indgangen og lukke fremmede ind”

 

Skærslipperen stod længe og bare kiggede rundt. Så besluttede han sig for at gå udenfor igen. Der var bare en ting, han ville gøre før han gik. Han vidste ikke om det kostede noget at gøre det, så han spurgte ikke.

 

Han begyndte at synge mens han gik langs rækken af boder og smilte til alle:

 

Et smil skal være gratis – og ikke koste spor

Det samme gælder kys og kram og søde ord

Hvis du får et kram af mig hver eneste dag

Så ved du, du er en jeg holder meget af

 

Hvis jeg smiler til dig, smiler du til mig fordi

Du kan mærke at det li’ som varmer indeni

Kys og kram og smil , som du får hver en’ste dag

Er mere værd end penge,  der hvor jeg er fra

 

 

Da han kom til porten, der førte ud til den virkelige verden gav han den lille mand et stort kram.

 

Og den lille mand blev så overrasket, ja faktisk så konfus, at han glemte at at kræve penge for at lukke skærslipperen ud i solskinnet.

 

Dagen var næsten gået, og skærslipperen besluttede sig for at finde et sted at sove.

Han begyndte at gå mens han sang sin yndlingssang:

En dag er jeg ved Skagen, en anden i Korsør

Jeg kører hele dagen med min lille bør

Alt det, som jeg ejed’, det har jeg givet væk

Så nu har jeg kun grejet her i denne sæk

 

Jeg er ridder af landevejen – og hertug af hver en grøftekant

Ved min side går hoflakajen og logrer så elegant.

 

 

Stjerneskud

På denne tid af året besøgte skærslipperen alle de små landsbyer, så han rigtig kunne nyde de grønne træer og den friske luft. Han vidste, at han ikke kunne nå til den næste by, før det blev mørkt, så han fandt et godt sted i skoven, hvor han kunne lave et lille halvtag af nogle grene og få en god nattesøvn.

Men først ville han have noget at spise, så han gik i gang med at lave en bålplads, som han kunne sidde ved og varme sin mad.

Da skærslipperen holdt meget af naturen var det vigtigt for ham, at han omhyggeligt sørgede for at ilden ikke kunne sprede sig og at bålpladsen næste dag kunne tildækkes med jord, så alting var lige så smukt, som da han kom.

Da han var færdig og ilden brændte roligt satte han sig godt til rette foran bålet med sin mad og sin kaffe og hyggede sig mens solen gik ned.

Han mærkede trætheden efter en lang dag med mange oplevelser, øjnene lukkede sig, og han begyndte at drømme.

Han huskede, den lille dreng i byen, hvor eventyret var blevet væk, og han drømte, at han selv igen var en lille dreng, som sad på bænken ved havnen sammen med den gamle sømand, som fortalte ham om stjernerne.

Den gamle sømand havde altid gjort stjernerne så virkelige og levende, næsten som venner, og i sin drøm kunne skærslipperen høre sømandens stemme fortælle:

"Du ved nok, at når man bor i byen, er det svært at se stjernerne fordi, der er så meget lys, men ude på havet kan man om natten se himlen som et stort blankt fløjlstæppe dækket af diamanter. Det er som det rigeste skattekammer, nogen konge kunne have."

"Prøv at forestille dig, at du var deroppe. Hvad ville du så finde?"

"Eventyr - det er, hvad du ville finde"

Og så begyndte han at fortælle historien.

Xeno var en lille stjerne. Ikke så klar og lys, som de andre, men heller ikke lige så gammel. Han var kun lige begyndt at finde ud af, hvilken forunderlig verden, han var en del af.

"Se der", sagde han til sin søster Zena. "Der er Nordstjernen."

"Det er den største og ældste stjerne, jeg nogen sinde har set"

"Og den flotteste", svarede Zena. "Kan du forestille dig, hvordan det ville være, at være så gammel og sidde lige midt i universets centrum."

"Ikke rigtigt", sagde Xeno. ""Men det må være helt fantastisk at sidde der og kunne se hele universet".

Zena kigge på Nordstjernen endnu engang og så sagde hun drømmende:

"Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse rundt på himlen og se alting, før jeg bliver så gammel" - og så lukkede hun øjnene og ønskede.

"Men det kan du ikke", sagde Xeno. "Du er nødt til at blive her sammen med mor og mig og alle de andre stjerne i familien."

"Onkel Sirius har da fortalt mig, at nogle stjerner får lov til at rejse rundt på himlen.", protesterede Zena. "Han har set mange stjerner passere forbi os på deres rejse."

"Det er bare en skam, at de ikke stoppede her, så de kunne fortælle os, hvor de kom fra og hvor de skulle hen"

"Jeg tænker også tit på, hvordan det er andre steder på himlen", sagde Xeno. "Men jeg synes, det er sjovt at sidde her og kigge på alle de mennesker nede på jorden, som hver aften kigger op til os."

"Nogle af dem må have meget dårlige øjne, for de bruger nogle sjove tingester til at kigge igennem for at se os."

"Hvor er du dum", grinede Zena og rystede på hovedet så stjernestøvet stod som en glitrende sky omkring hende.

"I går aftes, da du var så optaget af, at betragte folk på jorden, fortalte mor mig om det familien i Sydkorset har set på den anden side af jorden."

"Hvorfor har du ikke fortalt mig om det før", ville Xeno vide.

"Du kan da bare lære at høre efter, når mor fortæller historier", svarede Zena.

"Jamen, det glemte jeg, Zena. Så fortæl mig det nu, vil du ikke nok?"

Og så fortalte Zena, om familien i Sydkorset med stor begejstring. Hendes begejstring var så stor, at hendes stjernestøv begyndte lyse som gløder i et bål og blev næsten lige så varmt. Hun bemærkede slet ikke at hun begyndte at glide langsomt over himlen før Xeno sagde:

"Hov, hvad sker der?"

"Hvor skal du hen."

"Det ved jeg ikke", svarede Zena. "Men det føles som om, jeg skal på rejse."

Zena fik mere og mere fart på, og snart var hun sikker. Hun var blevet et stjerneskud.

"Hurrahhh", jublede hun. "Nu sker det".

"Jeg skal rejse over himlen."

"Måske kommer jeg en dag tilbage hertil. Farvel så længe Xeno"

Og væk var hun.

Det er derfor man siger, at hvis du ser et stjerneskud, må du ønske, for det ønske kan gå i opfyldelse en dag. Men husk at lukke øjnene, når du ønsker.

Og Xeno - han er stadig deroppe på himlen. Vi kalder ham Betelgeuse. Du kan se ham tæt ved Store Bjørn. Han kigger ned til dig hver eneste nat og vinker.

Skærslipperens drøm om sømandens fortælling sluttede netop som skærslipperen mærkede, at han var begyndt at fryse. Han lagde lidt mere brænde på bålet og lagde sig så til at sove igen.

 

En ny dag - et nyt eventyr

Hvad tror du skærslipperen møder næste gang?

Fortsættelse følger...når skærslipperen har fortalt mig om det.

*************