Bag lukkede døre.
Af Anne Elfengård
Lejligheden virkede tom og rodet selvom mine møbler var kommet op fra kælderen. De fyldte ikke på samme måde som før. Lys, var der heller ikke noget af. Stikkontakterne hang løse ud af deres huller i væggen. Livsfarlige. Et symbol på mit nyligt afsluttede ægteskab. Livsfarligt - en dækkende betegnelse for dette ægteskab.
Jeg følte på min læbe. Den var stadig en smule ophovnet, men det kunne ikke længere ses. Kun mærkes. Og ømheden var der stadig. En svag smerte, der konstant mindede mig om, at her og nu begyndte et nyt liv.
I morgen. I morgen ville jeg ringe og bestille låsesmeden. I aften kunne jeg blot håbe på, at min bror kunne nå frem og sikre de farlige installationer, Mikkel havde efterladt.
Jeg tændte et par fyrfadslys og stillede dem ud på vaskekummen på toilettet. Så behøvede jeg i det mindste ikke at tisse i mørke.
Stilheden var livgivende efter denne aftens terror. Men min vrede var stadig lige stærk. Med tiden kunne civilisationens slør lægge sig over den og dække dens styrke. Få mig til at glemme den - i hverdagen. Men intet i denne verden kunne nogensinde få den til at forsvinde eller aftage i styrke. Som en landmine i mit liv, ville den altid være klar til at gå af ved den mindste berøring.
Det var denne vrede, der havde givet mig styrke og mod til at gøre det, der nødvendigvis skulle gøres. Jeg ville få brug for den også i fremtiden.
Mine tanker gled helt automatisk tilbage til den dag, det skete.
Vi havde skændtes om nogle småting. Det var altid småting, men Mikkel blæste det op til det helt store hver gang, og pludselig gik han amok. Han hev bøger og plader ned fra reolen og smed dem på gulvet. I guder. Jeg kendte turen. Væltede møbler og voldsomme raseriudbrud hørte til i den verden han levede i. Psykopatens verden.
En verden, hvor løgne og bedrag hører til dagens orden. Hvor mennesker var en forbrugsvare, som man skulle have mest mulig ud af, før de blev kasseret. En verden, hvor egoismen var i højsædet.
Men denne gang var een gang for meget. Jeg havde fået nok. Jeg trådte hen foran ham og sagde: “Så kan du godt pakke din kuffert.”
Han standsede og stirrede på mig. Vanviddet lyste ud af hans øjne, og pludselig nikkede han mig en skalle. Af fuld kraft. Hans pande ramte min læbe, som begyndte at bløde. Smerten i min højre fortand fortalte mig, at slaget var hårdt nok til at den kunne være blevet slået løs.
Et kort øjeblik så jeg på ham, ubeslutsom. Rystet af slaget. Så drejede jeg om på hælen og gik hen til telefonen.
“Jeg bliver nødt til at tage på skadestuen”, sagde jeg forbavsende roligt.
“Jeg skal nok køre dig”, sagde han og kom hen og lagde sin hånd på min arm. “Jeg er ked af det”.
Jeg trak min arm til mig og vendte ryggen til ham. Det, han havde gjort, var utilgiveligt. Slet og ret utilgiveligt. Man nikker ikke sin kone en skalle med risiko for at smadre både hendes læbe og hendes fortænder.
“Du har gjort rigeligt”, svarede jeg afvisende.
Det havde blødt lidt fra tandkødet. Jeg kunne smage blodet. Jeg følte forsigtigt på tanden med min tunge. “Var den mon slået løs. - Og hvis den var, ville den så vokse fast igen.” Tusinde tanker var gået gennem mit hoved. Hvordan tacklede man en situation som denne? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste bare, at jeg jeg ville på skadestuen. Og han skulle ikke køre mig. Det skulle Falck.
Jeg ringede efter Falck. Forundret hørte jeg mig selv give Falck mine data koldt og roligt. End ikke min stemme røbede mine følelser.
Da jeg lagde røret på, prøvede han igen at undskylde. Ganske som voldsmænd altid gør.
Forventende at blive tilgivet med oprigtig anger. Skuespil. Jeg afviste ham igen. Klar over, at jeg risikerede endnu et raseri udbrud. Det kom ikke.
Tavst havde vi ventet på bilens ankomst. Så pakkede jeg min mobiltelefon, mine nøgler og min pung og gik. Lettet over at være sluppet bort.
Damen ved skranken på skadestuen bad om mit navn og personnummer.
“Lena Sommer”, sagde jeg. “100457-0444”
“Hvad er der sket”, spurgte hun, venligt men professionelt.
Jeg pegede på min læbe. “Min mand nikkede mig en skalle”, svarede jeg og tænkte:” Det er løgn. Jeg står ikke her og indrømmer, at min mand har været voldelig overfor mig.” På en eller anden måde virkede det så uvirkeligt, men min fornuft fortalte mig, at det var virkeligt nok. Det var sket - igen! Igen! Igen! Ordet gav genlyd i mit hoved. Igen!
Hvordan havde jeg kunne tillade volden at komme ind i mit liv? Jeg var ikke den type! - Der var den igen. Den type! Som om det kun var en bestemt type mennesker, det sker for. Den type! Nabotypen! Ting, som dette, sker kun for naboen. De andre. Ikke mig.
Jeg forlod skranken og gik udenfor for at vente på, at det blev min tur. Reaktionens tårer trængte sig på. Facaden var ved at smuldre, men jeg ville ikke græde. Jeg skulle være stærk. Stærk og rationel. Volden skulle ud af min tilværelse, men det betød også, at jeg skulle sige farvel til tosomheden og goddag til ensomheden. Det var et stort skridt ud af trygheden og ind i uvisheden, og jeg skulle tage dette skridt alene. Men ikke idag. I dag havde jeg brug for støtte og hjælp.
Jeg rakte efter min mobiltelefon og drejede min brors nummer.
“Hej, det er søs”, sagde jeg, da jeg hørte hans stemme i den anden ende. “jeg er på skadestuen.” - Han vidste besked med det samme. “Mikkel?”, spurgte han.
“ja”.
-”Noget, jeg kan gøre?”
“Ja, kan du tage ud i lejligheden og holde øje med tingene indtil, jeg kommer tilbage.”
“Jeg tager far med!”
“Tak!”
Første skridt var taget. Der skulle tages et mere. Jeg drejede et ny nummer på mobiltelefonen.
“Det er Minna”, sagde stemmen i den anden ende. Jeg vidste hun ville forstå.
“Jeg har brug for din hjælp, mor”
“Til hvad Lena”, spugte hun.
“Jeg er på skadestuen”, forklarede jeg. “Kunne du ikke komme og hente mig”.
“Jeg er der om et øjeblik”.
Mødre er gode at have, selv når man er blevet over de tredive.
Jeg ventede en evighed, før en læge havde tid til at se på min læbe og min tand, og det eneste han kunne konstatere var, at læben havde en flænge. Tanden var tandlægens job, så det måtte jeg vente med at få undersøgt til imorgen. Det var samlebåndsarbejde. Han havde faktisk ikke tid til at tage sig af den slags småting den dag. 60 sekunder, og så videre til næste patient.
Med papirerne i hånden til brug for min egen læge gik jeg mod udgangen, hvor min mor ventede. Hun kunne se, hvor oprørt, jeg var, og sagde ingenting.
Vi fulgtes ud til bilen.
“Hvorhen”, spurgte hun så. Som om hun fornemmede min beslutning tage form. Da jeg tog hjemmefra, var målet kun skadestuen, men de 4 timer på skadestuen havde givet mig tid til at samle tankerne. Jeg trak vejret dybt, og prøvede at få hold på mig selv, men gråden påvirkede alligevel min stemme.
“Politistationen”, svarede jeg. “Jeg indgiver anmeldelse mod ham for vold”.
___________________________
Jeg skulle have taget dette skridt for længe siden. Skulle have lyttet til fornuftens stemme og overhørt samvittighedens, men det er så nemt at være bagklog.
Tusinde tanker om de mange scener i ægteskabet løb gennem mit hoved, mens jeg vandrede fra rum til rum og betragtede de bare vægge, der stod som tomme rammer om et endnu ikke malet billede.
Hvordan dette billede skulle se ud, var helt op til mig. Men først skulle stikkontakterne laves og låsen skiftes. Indtil det var gjort, ville det ikke være muligt at skabe noget smukt og varigt.
Varigt? For kun 3 år siden havde jeg troet, at det hjem Mikkel og jeg skabte sammen, ville være en varig ramme om vort ægteskab.
Lykkens naivitet prægede hverdagsbilledet, mens kærlighedens altfavnende overbærenhed overså de skygger, der periodisk blev kastet over hjemmets ro.
Hvor var jeg dog blevet meget klogere siden.
Janteloven
Da jeg mødte Mikkel, var det kærlighed ved første blik. Der var ikke antydningen af vold i hans adfærd. Han var kærlig med en drenget charme. Han var glad og udadvendt, og hans maniske energi hver aften omkring midnat, så jeg kun som et udtryk for, at han var B-menneske og ikke som et symptom på manio-depressive tendenser.
Det begyndte i det små med små krav, rimelige krav som snart blev til større krav, urimelige krav, og før jeg fik set mig om, stod jeg med ansvaret for rengøring, vask, indkøb, madlavning, opvask - det hele. Samtidig med, at jeg havde udearbejde. Han var bistandsklient, og gik hjemme. Det var en uholdbar situation.
I begyndelsen tog jeg hans raserianfald med knusende ro. Sad blot helt stille i sofaen, når han pludseligt vælted sofabordet så kopper og askebægre og hvad, der ellers stod på bordet, fløj til alle sider. Lod ham forstå, at det var hans problem, at rydde op igen.
Jeg tilskrev episoden frustration i forbindelse med hans jobsituation, men som tiden gik blev jeg klar over, at det var en forkert fortolkning.
Han ønskede ikke at arbejde. Ville bare gå hjemme og spille playboy. Tog det for givet, at han kunne lade mig om at tjene pengene. Han ønskede at regere - at terrorisere og gøre det godt igen.
Et af hans påfund var at låse disketteboksene og fjerne nøglerne, og da jeg forundret spurgte ham, hvad meningen var, fik jeg at vide, at det var hans disketter, og jeg havde ingen ret til at røre dem.
Hmmm... Jeg lod som om, jeg accepterede situationen, men næste morgen åbnede jeg disketteboksene med en kartoffelkniv og tog alle disketterne med mig på arbejdet.
Reaktionen lod ikke vente længe på sig og snart havde jeg ham i telefonen.
"Hvor er disketterne", spurgte han med både kulde og vrede i stemmen.
"Hos en ven", svarede jeg usandfærdigt, uvillig til at diskutere sagen i telefonen mens mine kolleger hørte på.
"Du har bare at have dem med hjem i aften", lød hans kommanderende stemme i røret.
"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre", lød mit undvigende svar.
Selvfølgelig havde jeg ikke disketterne med hjem den aften. Det ville have været en falliterklæring.
Mikkel ventede mig og lignede en tordensky. Ikke noget "hej og velkommen hjem" ikke noget "hej, skat". Blot en gentagelse af telefonsamtalen fra tidligere på dagen. Og værre blev det, da det gik op for ham, at jeg kom tomhændet hjem.
Men jeg holdt på mit, og erklærede, at medmindre disketterne blev anset for fælleseje, blev de, hvor de var.
Ved juletid var det mit CD-rom drev, han ville sælge for at få penge til sit eget forbrug. Og gang på gang skabte depressionerne et raseri, der fik ham til at vælte møblerne og smadre ting mod væggen.
I krig og kærlighed.
Som tiden gik, blev det svært at kende forskel på sandhed og løgn. Historierne var mange og alle troværdige. Det gjaldt også historien om Mikkels tidligere kæreste, Lotte.
Mikkel og Lotte's forhold endte med at Lotte kom til skade. Mikkels udlægning af sagen var, at han og Lotte havde skændtes og han var kørt hjemmefra i vrede. Lotte fandt ham på et diskotek og de kørte hjem igen sammen. Men hjemme igen gik bølgerne højt endnu engang, og da de begge havde drukket, endte det med, at Lotte gik til angreb på Mikkel, der skubbede hende væk. Desværre faldt Lotte så uheldigt, at hun ramte køkkenbordet og væltede en stol ned over sig. Mikkel, som var trænet i førstehjælp, samler hende op og kører hende på skadestuen.
Sådan lød Mikkels version. Retten og Lotte havde en anden. Mikkel blev tiltalt og dømt for grov vold og måtte afsone 40 dage, som følge heraf.
Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kunne tage fri fra arbejde for at være tilstede i retten. Det ville måske have ændret mit syn på mange ting. Men jeg kendte ikke Mikkel fra den side og troede på hans historie. Men det kunne have beskyttet min datter.
Min yngste datter, Mia, som havde boet hos sin far nogle år, kom pludselig og ville bo hos mig igen. Mikkel og jeg talte om det, og blev enige om, at prøve at få det til at gå, selvom Mikkel ikke havde nogen anelse om, hvad ville sige, at have en teen-ager i huset.
Det bragte volden ind i min tilværelse.
Jeg kunne ikke mere. Jeg havde bestilt separationspapirerne og presenterede dem for Mikkel.
"Det mener du ikke, Lena", sagde han, "du kan da ikke bare give op".
"Ægteskab handler om at tilgive hinanden, at tilpasse sig hinanden, det må du da kunne forstå", fortsatte han i et forsøg på at føre krigen over i fjendens lejr.
"Hvis du er utilfreds, er det din egen skyld, du kunne jo bare have styret mig bedre". Nu var det pludselig min fejl. Jeg havde ikke været barnepige nok. Og han forsatte i samme stil. "Du er den eneste, der har kunnet styre mig indtil nu. - Du kan ikke være bekendt, at give op nu".
"Mikkel", sagde jeg tålmodigt. "Det er ikke mit job at styre dig. Jeg er ikke din mor. Jeg er din kone".
Argumenterne fortsatte i samme stil og stemningen var ret så trykket, men til sidst skrev han under, og tavsheden sænkede sig som en tyk mur mellem os. Der var ikke mere at sige.
Da jeg gik i seng den aften, havde de mørke skyer sænket sig over hans sind. Stereoanlægget blev skruet op på fuld styrke, så hverken jeg eller naboerne kunne sove. Jeg prøvede at ignorere det i håbet om, at han ville indse, at det var tåbeligt at fortsætte, men til sidst måtte jeg give op.
Jeg stod op og gik ind i stuen. Mikkel sad ved sit skrivebord og havde computeren tændt. Sammenbidt og vred. Mine ord druknede i larmen fra stereoanlægget, så jeg satte mig i sofaen og bøjede mig ud over armlænet for at skrue ned for musikken.
Bang. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at registrere det. Mikkels knyttede næve ramte med fuld kraft min højre tinding.
Fortsættelse følger.....