Efterkommere »

Børn og børnebørn:

Maren Kirstine Christiansen #13 (17.sept.1881) husband Sofus Andersen (23. Jun. 1880).

  1. Klara Andersen #39
  2. Olga Andersen #40
  3. Rosa Andersen #41

Jens Peder Christiansen #15 (11. Jun. 1883) - wife Ingeborg.

Ejner Andreas (Arnold) Christiansen #14 (16. feb. 1886) - wife Alma Maren Nelson #349 (7. sept. 1887)

Karen Marie Christiansen #16 (23.Apr. 1889) husband Kristian Knudsen.

  1. Marie Knudsen #44 (adopted)
  2. Åse Knudsen #254

Thora Johanne Christiansen #17 (19. dec. 1891) husband Albert Alexander Gabriel Jensen (11. maj 1871)

  1. Arnold Gabriel Jensen #46 (25. dec. 1914)
  2. Lars Gabriel Jensen #47 (25. jan. 1917)
  3. Albert Gabriel Jensen #48 (14. apr. 1921)
  4. Laura Christine Christiansen #18 (8. mar 1894) - she died in 1901 from a disease she caught sucking an icicle. Her throat swelled up and she died from choking fits.

Anna Sofie Christiansen #19 (17.apr. 1896) & Anders Andersen #49

  1. Niels Andersen #50 (7. apr. 1918)
  2. Else Andersen #51 (6.sept. 1922)
  3. Ellen Andersen #52 (7. mar. 1928)

Jørgen Christiansen #20 (17. apr. 1899) - wife Laura Hansen.

Niels Kristiansen #21 (18. jul. 1900) - wife Kirsten Susanne Hansen #58 (21.feb.1905)

  1. Jens Peder Kristiansen #54 (13. jan. 1928)
  2. Grete Kristine Kristiansen #59 (10. jul 1935)
  3. Inger Laurine Kristiansen #60 (22. mar. 1937)
  4. Svend Erik Kristiansen #280 (1939/1940)

Kommer tid Kommer Råd »

Regnen silede ned i stride strømme. Denne sommer tegnede til at blive en meget våd sommer. Det var kun med nød og næppe, de havde fået høet i hus, og det havde taget længere tid end beregnet på grund af regnen. Stine kastede et bekymret blik ud af bryggersvinduet. Det havde regnet i næsten 14 dage nu, og hun vidste, at hvis ikke de snart fik tyndet sukkerroerne ud, ville det blive en dårlig høst det år, og en dårlig høst betød trange kår på den kommende vinter. Året var 1880.

Stine var kommet til Gislingegården året før, 19 år gammel. Hun var barn af egnens sidste væver og var 11 år gammel havnet på fattigården med sin stedmoder, fordi hendes far var gået fallit med sin forretning.

Fattiglemmerne havde virket så skræmmende med deres tilknappede ansigter og lasede klæder, og de slog, hvis man kom til at tage deres plads foran ovnen. Det var 9 år siden nu, og i den mellemliggende periode havde Stine vænnet sig til at arbejde hårdt. Først for bestyrerens kone på fattiggården, siden på forskellige gårde i sognet. Hun takkede i sit stille sind bestyrerens kone for at have givet hende en chance til at komme væk fra fattiggården og dens trykkende atmosphære.

Hun gyste lidt. Sidst hun havde besøgt sin mor der, var det ikke gået så godt. Hun havde ondt af sin søster, Hansigne, som måtte tilbringe sin barndom i det miljø. Så var dette liv dog bedre.

En skikkelse gled forbi bryggersvinduet og afbrød hendes tanker et kort øjeblik. Det var den nye forkarl på gården, Lars Christiansen, som var på vej over i laden. Han var søn af Boelsmanden fra Kundby, vidste Stine, men ellers kendte hun ikke noget til ham. Han var alvorlig og indesluttet, og passede sit arbejde. Fjantede ikke rundt med pigerne som de andre karle. Lars Christiansen. Det hed hendes afdøde far også.

Ved tanken om sin far, fik Stine en klump i halsen. Hvor havde hun elsket vævens taktfaste banken, mens et stykke klæde langsomt voksede frem over dens spændte snore. Dengang hendes far endnu var glad og i live. Men de nye industrivæverier havde ødelagt hans forretning, og det var en trist dag, da han afleverede hende og hendes mor på fattiggården for at tage til København og søge arbejde.

"Åh, far", tænkte hun. "Jeg forstår godt, at du tog dit eget liv." "Der var ikke noget at vende tilbage til." - "Landbrugslivet var ikke noget for dig. Som søn af et indsidder par, blev du slået, hver gang husbond var sur på et eller andet. I militæret blev du tævet gul og blå for den mindste smule. Kun ved væven fandt du tilfredsheden ved at skabe og glæden ved at arbejde, ikke at forglemme selvrespekten."

"Du skulle have været født 50 år før. Så havde du stadig haft din forretning, og vi var blevet sparet for turen til fattiggården."

"Men sådan skulle det ikke være", irettesatte Stine sig selv. "Hun skulle være taknemmelig for, at hun havde godt arbejde og tag over hovedet". "Kommer tid, kommer råd", var filosofien, og hårdt arbejde havde ingen endnu taget skade af. Værst var det dog om vinteren, når hun rystende af kulde krøb til køjs i sit iskolde pigekammer, og ofte vågnede op med is på den tykke dyne.

Stines tanker blev endnu engang afbrudt, da husbond kom ind i bryggerset.

"Der er udsigt til opklaring i vejret", sagde han. "hvis det holder, går vi i roemarken i morgen tidlig"

"Det var da også på høje tid", svarede Stine, "hvis roerne skal have en chance i år".

Husbond fortsatte ind i køkkenet. "Har du kaffe på kanden, Stine?", spurgte han.

"Nu skal jeg være der". Stine slap, hvad hun havde i hænderne for at hælde kaffe op til sin husbond. Hun brugte forklædet som grydelap, så hun ikke brændte fingrene på den varme hank på kaffekanden.

"Det skulle blive rart at komme udendørs igen", tænkte hun, da hun vendte tilbage til sit arbejde igen. "Denne sommer havde ikke indbudt til meget udendørsliv".

Den næste morgen var det overskyet, men tørvejr, da Stine forlod sit kammer for at gå over i hovedbygningen. De mørke skyer hang truende lavt over markerne, parate til at afgive endnu en byge.

Udenfor hovedbygningen stod husbond og ventede. "Grip roejernet, og lad os komme igang", beordrede han, og Stine var ikke sen til at efterkomme ordren.

Snart begav den lille procession sig ud mod sukkerroemarken.

Roerne stod kvælende tæt, og ukrudtet ligeså, bemærkede Stine, da karle og piger tog opstilling ud for hver sin række og begyndte at hakke i den våde jord.

Det var ikke uvant arbejde for Stine, og snart fandt hun en god rytme. Hurtigt og pertentligt fjernede hun med sit hakkejern de overflødige sukkerroer og efter lod sig en snorlige række roer med ensartet afstand.

I rækken ved siden af hendes arbejdede forkarlen Lars Christiansen. Også han havde god rutine og som formiddagen skred frem, gik det op for dem, at de var langt foran de øvrige.

Lars skruede tempoet lidt op, og Stine fulgte trop. Begge arbejdede de hurtigt og sikkert.

Det blev også bemærket af opsynsmanden, som inspicerede rækkerne og holdt øje med at de passede deres arbejde.

"Jeg må vist hellere se nærmere på de rækker", mumlede han for sig selv. "Det der går da vist for hurtigt".

Men selv hans kritiske øjne kunne ikke finde det mindste at klage over, og imens fortsatte Lars og Stine med uformindsket kraft.

De holdt øje med hinanden ud af øjenkrogen, mens de side om side arbejdede sig ned gennem rækken af roer. Ingen af dem ville lade den anden komme foran. Det havde udviklet sig til en konkurrence mellem dem.

Da de ved frokosttid indstillede arbejdet for at hvile ryggen og få lidt at spise gik snakken mellem både karle og piger på hvem af de to, der ville blive først færdig med rækken. Stine og Lars forholdt sig begge tavse. De sparede kræfterne til eftermiddagens arbejde.

Skyerne var blevet mørkere, og roemarken henlå i halvejs tusmørke. "Ville de mon nå det", tænkte Stine, da hun genoptog sit arbejde side om side med Lars. "Eller ville de blive overrasket af regnen, inden de var helt færdige".

"Krat, skrat, krat skrat". Roejernets taktfaste skratten var den eneste lyd, der hørtes den eftermiddag, og ved aftentid fremstod marken som en gigantisk væv med snorlige strenge. De havde nået det.

Helt selvfølgelig slog Lars følge med Stine, da de trætte, men tilfredse vendte hjem til gården.

"Du har godt nok taget på roerne", fastslog han, mens de gik, og for sig selv fortsatte han:"og hun ser heller ikke værst ud. Sådan en kone kunne jeg godt bruge." Jo, han var imponeret, men viste det ikke.

Stine tørre panden med bagsiden af hånden. "Du er nu heller ikke selv tabt bag af en vogn", var hendes kommentar. Det havde ikke undgået hendes opmærksomhed, at han var både flot og stærk og lige så pertentlig som hun selv.

For første gang siden Lars var kommet til gården talte de to sammen, og det faldt dem helt naturligt, at følges ad til Lars's kammer, da bordet var ryddet efter aftensmaden.

Fra den dag var de kærester og tilbragte hver aften sammen. I sømmelighed. Ikke noget med at sove sammen. Man gik hver til sit ved sengetid. Og en aften friede Lars til Stine.

De sad som sædvanlig på sengen i Lars' kammer og talte sammen om løst og fast. Stine, som altid var beskæftiget med et eller andet, var i gang med at reparere en af Lars's skjorter i skæret fra det flakkende stearinlys. Hun havde et sjal om skuldrene, for aftenerne var begyndt at blive kølige, og varme var der ikke noget af i karlekammeret.

"Du, Stine", begyndte han. "Der er noget jeg har tænkt på."

Stine drejede hovedet og så på Lars et kort øjeblik. Så genoptog hun sit arbejde. "Ja, Lars."

Lars vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle få begyndt, så han forholdt sig tavs et stykke tid, mens han prøvede at formulere ordene.

"Ja, Lars", gentog Stine og så på ham.

"Jo, altså", mumlede Lars, men tog sig så sammen og sprang lige ud i det.

"Jo, altså. Nu har vi jo været kærester et stykke tid, og så var det jo, at jeg tænkte om ikke vi skulle forlove os." -

"Du er jo dygtig både i huset og på marken, og sådan en kone, kunne jeg godt bruge."

Lars var en jævn mand, som ikke var vant til at bruge store ord. Han sagde, hvad der skulle siges og ikke mere.

"Jo, Lars", lød Stines svar. Hun havde længe været klar over, hvor det bar hen, og var ikke spor overrasket over Lars's frieri. "Men vi må først have husbonds tilladelse, og den får vi jo nok."

Så blev der ikke snakket mere om det den aften.

Næste dag opsøgte Lars så Husbond og forlagde sit ærinde for ham. Husbond var naturligvis ked af, at skulle miste dem, men han havde jo bemærket, at de havde et godt øje til hinanden, og han gav sit samtykke til forlovelsen.

"Har du fundet et sted, hvor i kan slå jer ned", forespurgte han Lars. "Du er jo nok klar over, at her ikke er noget ledigt?"

"Jo", svarede Lars, "Det er jeg klar over, og jeg vil arbejde på sagen."

"Måske kunne Husbond tænke sig at undersøge, om der skulle være en passende bolig på en af de andre gårde?"

"Det skal jeg gerne gøre for dig, Lars.", lovede Husbond. "Du er jo en flittig og arbejdsom mand, så dig kan jeg godt anbefale."

Dermed var samtalen afsluttet, og Lars og Stine var officielt forlovet.

Ved juletid ønskede Lars at præsentere Stine for sine forældre, og han foreslog, at de benyttede deres fridage til at aflægge dem et besøg og bekendtgøre forlovelsen for dem.

De tog afsted, og som forlovede blev de tildelt et fælles soveværelse, da det blev sengetid.

Her gik det galt. Stine blev gravid og sagen måtte forlægges Husbond og Madmor igen.

"I kan blive i tjenesten til barnet er født", var ordene fra Madmor. "Men så må I snarest derefter have fundet et sted at slå jer ned."

Den 1. September 1881 kom lille Maren til verden, og 2 måneder senere kunne den lykkelige familie flytte ind i deres nye hjem som indsiddere på Hagestedgård, og Lars og Stine levede papirløst som mand og kone endnu et år inden de blev gift, i et forhold baseret på hårdt arbejde og respekt for hinanden.

Hvem skulle have troet det i 1880.

Mine Oldeforældre»

Ny tekst kommer.

Ane Kirstine Christiansen -  datter af Karen Sophie Birchedahl - familiens samlingspunkt

Lars Christiansen

  1. Else Christiansen #113 (25. nov. 1924)
  2. Egon Christiansen #114 (3. jul. 1926)