Pendleren

Af Anne Elfengård

Tilbage til forsiden

 

En masse mennesker pendler hver dag. Lange trælse togrejser til og fra arbejde, med mulighed for socialt samvær med rejsevenner eller at begrave sig i en bog.

 

Line var på vej hjem fra arbejde, og hendes nye bog var ved at brænde hul i hendes taske af iver efter at blive læst.

 

Hun stod på toget i Hellerup. Myldretiden var faktisk overstået. Idet, hun står på toget og bevæger sig henimod rygekupéen bemærker hun ikke den passager, der kommer ind lige efter hende, og er derfor lige ved at lukke kupédøren for næsen af ham.

 

"Det må du undskylde", siger hun, og sender ham et smil. " jeg bemærkede slet ikke, at der var nogen bag mig"

 

"Se dig dog for, din mær", hvæsede han. "Hvad ligner det, at lukke døren i hovedet på andre mennesker".

 

Hun lod hans uforskammethed passere, men indvendig begyndte hun at syde.

 

"Det koster sgu ikke noget, at se sig for", fortsatte han uden at anerkende hendes undskyldning. "Fanden stå i de kvindfolk - de tager sgu aldrig hensyn til noget eller nogen".

 

Hvor var han dog irriterende. Det var en komplet unødvendig bemærkning.

 

"Tag nu og fald ned på jorden makker", hendes irritation begyndte at kunne høres. "Jeg har jo sagt undskyld, og det var bestemt ikke min mening at træde dig over tæerne."

 

Han mumlede noget uforståeligt, og satte sig på det lange sæde bagest i kupéen, mens hun selv valgte et sæde lige indenfor døren.

 

Hun satte mig ned ved vinduet med ryggen til ham og tog min bog frem. Allerede inden hun åbnede den, hørte hun en høj hvæsende hvisken bag sig.

 

"Sådan en dum mær". - "Du skal ikke tro, du er noget" Ondskaben i hans stemme var tydelig, og han fortsatte sin hvæsende hvisken

 

"Jeg drææber dig, sgu." - "Det gør jeg altså." - "Jeg dræber dig." - "Mær"

 

Hun gøs, og mærkede at det begyndte at løbe hende koldt ned ad ryggen. Situationen havde taget en vending, hun absolut ikke brød mig om, men hun prøvede at ignorere ham i første omgang.

 

"Jeg drææber dig, sgu." - "Det gør jeg altså." - "Jeg dræber dig." - "Mær"

 

Det var ikke længere muligt at ignorere ham. Den høje hviskende hvæsen var virkelig enerverende.

 

Foruden den hvæsende mand, sad endnu 2 passagerer i kupéen, begge mænd. Ud af øjenkrogen kastede hun et blik i deres retning. De havde ikke rørt sig siden, hun stod på toget . De sad, som var de taget fra Madam Tussaud's voksmuseum og pladseret i toget som en særudstilling for travle rejsende.

 

"Der er ikke nogen hjælp at hente", tænkte hun, og begyndte forfra på bogen. Den så spændende ud, og hun havde glædet mig til at få begyndt på den. Men hun kunne slet ikke koncentrere sig om at læse.

 

"Jeg drææber dig sgu", "Det gør jeg fandenme'." - "Jeg drææber dig."

 

Ordene kom beslutsomt, stadig hvæsende. Om og om igen.

 

"Jeg drææber dig sgu", "Det gør jeg fandenme'." - "Jeg drææber dig."

 

Da hun stadig ikke reagerede henvendte han sig til en af Madame Tussaud's voksfigurer.

 

"Kællinger", sagde han. "Kællinger tror altid, de er noget. "

"Men den går ikke hos mig", han lænede sig fortroligt mod den anden passager, der bestemt ikke skulle have klinket noget og derfor ikke så meget som blinkede med øjnene.

 

"Jeg dræber dem sgu, - allesammen". Han prøvede endnu engang at få voksfiguren til at reagere. "Jeg dræber dem sgu." - så vendte han igen opmærksomheden mod hende igen.

 

"Hører du, mær?" - "Jeg dræber dig, sgu."

"Det gør jeg altså." - "Jeg dræber dig sgu."

 

Så blev det hende for meget. Hun lukkede bogen og rejste sig op.

 

"Nu skal jeg sige dig een ting. Hvis du skal fortsætte på denne måde, kan du så ikke finde en anden kupé og nogle andre mennesker at genere. Det her er faktisk ved at blive lidt trættende. Se så at komme afsted"

 

Vreden i hendes stemme understregede hendes ord og efterlod ingen tvivl om, at hun mente, hvad, hun sagde. Men den tjente også et andet formål. Den skjulte hendes begyndende nervøsitet. Hun var bestem ikke tryg ved situationen, og kunne mærke at hun var begyndt at ryste over hele kroppen af angst og vrede.

 

"Gå ad helvede til, din dumme kælling.", var hans svar. "Jeg har lige så meget ret til at være her, som du har."

 

Nu lød hans stemme næsten helt normal. Og han havde ret. Han havde lige så stor ret til at opholde sig i kupéen, som hun havde. HVIS han havde en billet.

 

Han satte sig bedre tilrette i sædet, og hun satte mig ned igen, og håbede på at det stoppede her.

 

Igen åbnede hun sin bog, men ordene gav ingen mening. Alle hendes sanser var rettet mod denne underlige fremmede og den trussel han muligvis udgjorde. Hendes hjerne arbejdede febrilsk på en strategi omkring hvordan hun eventuelt kunne få overtaget og få ham anbragt i et førergreb beregnet på at smide ham af toget på næste station i det sekund afgangs fløjten lød. Hun følte mig bestemt truet, men ikke kuet.

 

Hun ville ikke lade mig kue.

 

De to andre passagerer sad stadig som voksfigurer ved hver sit vindue. Det undrede hende, at de kunne sidde så roligt i en situation som denne.

 

Så hørte hun hans hvæsende stemme igen.

 

"Jeg drææber dig, sgu." - "Det gør jeg altså." - "Jeg dræææææber dig.".

 

Mens han talte havde han rejst sig op, og stod nu for enden af det sæde, hun sad på.

Med et hurtigt ryk trak han sit højre skjorteærme op, og viste hende en tatovering af en sort edderkop på underarmen.

 

"SE", hvæsede han med eftertryk. "Ved du, hvad denne her betyder?"

 

Han ventede ikke på hendes svar, men fortsatte:

 

"Den betyder, at lige meget hvor, du er, så skal jeg nok finde dig"

"Og så drææber jeg dig".

 

"Hører du". - "Jeg skal nok finde dig, og så drææber jeg dig."

 

Hun kiggede på edderkoppen i en brøkdel af et sekund, og indenfor samme tidsrum nåede hun at tænke:

 

"Bluffer han, eller er det rigtigt?"

 

"Hvad er det, du har rodet dig selv ud i, og hvad f..... gør du nu?"

 

Hun tog en lynhurtig beslutning. Det måtte briste eller bære.

 

"Den der?", udslyngede hun hånligt. "Hvis du tror, den latterlige edderkop tatovering skræmmer mig, må du tro om igen." - "Den betyder ingen verdens ting."

"Så rul du bare ærmet ned igen, og sæt dig ned på din plads." - "Jeg er faktisk ved at være lidt træt af dig.".

 

Det var en satsning. Et forsøg på at få overtaget.

 

Hvem var han, siden han kunne tro, at han kunne slippe godt fra at forsøge at skræmme fredelige rejsende på vej hjem fra arbejde. Han havde ingen RET til at true hende, som han gjorde. Det var en menneskeret at være sikret en tryg og rolig hjemrejse. Var dette et blik ind i fremtidens verden? Ville denne mentalitet gribe om sig og forvandle os danskere til frygtsomme mennesker, der konstant var nødt til at se sig over skulderen for ikke at blive stukket ned eller frarøvet tasker og punge?

 

Hun ville ikke lade sig skræmme. Hun ville ikke give efter og forlade kupéen. Hun ville kæmpe for sin ret, koste hvad det ville. Og hun ville ikke være et offer.

 

Vreden kontrollerede hendes frygt nu. Selv om hun stadig rystede over hele kroppen. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse at give op. Så hun fortsatte:

 

"Og lad mig så få fred til at læse min bog.", mens hun stadig spekulerede på, om hun ville nå hjem i hel tilstand.

 

Det virkede.

 

Han satte sig på sin plads igen, men kort efter hørte hun igen hans hvæsende hvisken:

 

"Jeg dræber dig sgu". - "Det gør jeg" - "Jeg dræber dig."

 

Han sagde ordene igen med samme ondskab og overbevisning som tidligere.

 

"Jeg dræber dig sgu". - "Det gør jeg" - "Jeg dræber dig."

 

Og så stod han der igen med højre ærme trukket op og tatoveringen af den sorte edderkop skræmmende nær.

 

Hun værdigede ham ikke et blik, men vendte demonstrativt et blad i sin bog for at opretholde illusionen om, at hun virkelig læste, selv om hun endnu ikke havde læst så meget som eet ord.

 

"Jeg finder dig", hvæsede han endnu engang. "Og så dræber jeg dig.

 

"Det gør jeg sgu."

 

"Jeg drææber dig."

 

"Åhh, gud", tænkte hun. "Holder dette da aldrig op."

 

Hun mandede sig op til at kaste endnu et hånligt blik først på tatoveringen, så på hans ansigt.

 

"Kan du ikke se, jeg læser", snerrede hun vredt. "Og jeg ville faktisk sætte pris på at få lov til at læse i fred."

 

Endnu en satsning. Høfligheden i hendes ord blev opvejet af det arrogante toneleje, og det virkede. Han fortrak til sit sæde i stilhed.

 

Men det varede ikke længe.

 

"Jeg dræber sgu jer alle sammen." - "Det gør jeg" - "Jeg dræber dig."

 

Igen ignorerede hun ham og lod som om, hun koncentrerede sig fuldt og helt om at læse sin bog. Endnu en side blev vendt.

 

"Hvis jeg nu blot havde siddet i den forreste vogn, ville jeg have haft mulighed for at alarmere lokomotivføreren", tænkte hun. "Men dette er bageste vogn på toget. Der er kun ham og mig." - Det var en skræmmende tanke.

 

Optaget af sine egne tanker, havde hun kun periferisk bemærket, at han igen havde rejst sig op og nu var på vej mod hendes sæde. Han havde hele hendes opmærksomhed rettet mod sig igen, da han satte sig på sædet skråt overfor hende.

 

"Hvad nu", tænkte hun. "Hvilke ondskabsfuldheder har han nu udtænkt."

 

Han tøvede lidt, rømmede sig, og sagde så næsten med normal stemme:

 

"Du er bare så overlegen." "Du vader på folk. Det bryder jeg mig ikke om."

"Det var altså ikke min mening........."

 

Hun stirrede overrasket på ham.

 

"Helt i orden", fik hun taget sig sammen til at svare.

 

Så genvandt hun fatningen, og fortsatte heftigt:

 

"Og kan jeg så få fred til at læse min bog."

 

"Ja, selvfølgelig", svarede han, og tilføjede så til min overraskelse: "Det må du undskylde."

 

Hun sendte ham et sygt smil og vendte så tilsyneladende opmærksomheden mod sin bog. Stadig ikke tryg ved situationen.

 

"Det er altså bare fordi, du er så forbandet højrøvet.", han kunne ikke tie stille.

"Så forbandet højrøvet., at du træder på folk."

 

Hun pegede på ham med sin højrehånds pegefinger som var den en pistol.

 

"Lovede du ikke at holde mund, så jeg kunne få fred til at læse min bog?", skarpheden i hendes blik undgik ikke hans opmærksomhed.

 

"Jo, jo, selvfølgelig." - "Nu skal jeg nok holde mund."

 

To stationer senere stod han af toget.

 

Hun tog en dyb indånding og tændte så en cigaret. De to øvrige passagerer smeltede stadig sammen med væggen som kunstværker, man knap nok bemærker.

 

Flere dybe indåndinger som sammen med røgen fra cigaretten lagde et beroligende slør over hendes oprørte nerver. Så åbnede hun sin bog og begyndte at læse helt forfra. Det var alt for god en bog til at hun ville lade en skør kugle som hendes x-medpassager spolere fornøjelsen for hende.

Tilbage til forsiden