På hat med verden
En hats tanker og observationer.
Jeg er amerikaner. Min ejer fik mig i Amerika sidste år. Hun faldt simpelthen for mig med et brag og jeg for hende, så nu viser hun mig verden. Og sikke en verden. Efter at hun tog mig med hjem fra ferie sidste år, har jeg dog kun været ude nogle få gange. Til computer messe i Bella Centeret f.eks. Men da jeg nu er amerikaner, fik jeg altså lov til at komme med på ferie også denne gang. Det skal nu lige siges, at jeg er lidt ked af, at hun lod mig være alene så meget på denne ferie og ikke tog mig med så mange steder hen, som sidste år. Men jeg fik da nogle gode oplevelser alligevel.
Men tilbage til begyndelsen. Det hele startede i København. Vi havde checket ind og ventede på at få lov til at gå ombord i flyet. Det tog en evighed fordi, der var nogle passagerer, som skulle have dobbeltchecket bagagen - i flyet - special security. De havde vist været med på et krydstogtskib af en eller anden art, og blev derfor som de første ført ud i flyet i små grupper. Men endelig blev det så vores tur.
Da min ejer og jeg satte os tilrette i flyet i København, troede vi først, at vi kun skulle være os to på denne tur. sædet ved siden af var nemlig tomt. Men kort før vi lettede kom stewardessen og spurgte om vi ville have noget imod, at hun flyttede en passager ned til os. Der var nemlig en familie længere oppe i flyet med et lille barn, som behøvede mere plads. Det havde min ejer ikke noget imod.
Kort efter blev vi så præsenteret for David. Bosiddende i Fort Lauderdale, Florida og på vej hjem fra en helt speciel ferie. For at få råd til at rejse og se verden, havde David taget hyre på et krydstogtskib, der sejlede rundt i Europa. Han havde set og oplevet meget på denne tur. Bl.a. fortalte han, at kun besætningen havde fået lov til at gå i land i Rusland (særligt visa) og dermed fået meget mere ud af turen end passagererne.
Det firma han arbejdede for var ikke forpligtet til at give ham nogen ferie, men han havde været heldig og fået 2 uger, som han kunne bruge til dette. Det sætter ligesom tingene lidt i relief, ikke? Jeg mener, i Danmark strejker man for at få mere end 5 ugers ferie og i USA skal man være heldig for at få lov til at holde 2 ugers ferie.
Min ejer syntes godt om ham helt fra starten af. Og det gjorde jeg faktisk også. Han var et fantastisk sødt og betænktsomt menneske. En bedre rejsefælle skal man lede længe efter.
Da han sad yderst, sørgede han for at organisere "benstræknings" perioder. Når vi sov, og der kom forfriskninger eller mad, strøg han min ejer blødt over kinden for at vække hende. Og hun gjorde det samme, når situationen var omvendt. Ind imellem talte de sammen om forskellige ting, og det var rart at opleve 2 mennesker have det så godt sammen, som de to havde det på denne tur. Jeg tror virkelig, at de begge nød det i fulde drag.
Da vi landede i New York, hørte jeg David sige til min ejer: "Nice sleeping with your", og min ejer kom sådan til at grine over denne bemærkning. Herlig fyr. Dejlig humor. Hvad mere kan man ønske sig. Det tegnede til at blive en god tur.
Men nu skal vi først gennem tolden og paskontrollen. OOOh. 3 kartonner cigaretter, 1 hjemmebagt rugbrød, 1 glas spegesild, 1 stykke ost, 1 stor remoulade - bare de nu ikke beder om at se bagagens indhold. Hun kunne blive arresteret for at overtræde importlovgivningen.
Det er egentlig helt utroligt, at hun slap godt fra at købe de 3 kartoner cigaretter i lufthavnen i København. Fyren lige efter hende forsøgte at købe 2 kartoner, men blev nødt til at lade det ene karton ligge. Kassedamen måtte kun sælge ham 1 karton fordi, han rejste alene. Måske var det fordi, min ejers billetmappe var så tyk, at hun slap af sted med 3 kartoner. Det gav simpelthen ikke anledning til mistanke om, at hun rejste alene.
Men tilbage til New York og tolden.
New Yorks internationale ankomsthal var som et militærbase. Fremad! Ind på linie! Amerikanske statsborgere denne vej. Kom, kom, kom, kom. Denne vej. DENNE vej!
Andre indrejsende i denne række. Fremad!.
Min ejer og de andre rejsende blev dirigeret rundt af lufthavnspersonalet som var de nye rekrutter på en militærbase. Smil var en mangelvare - hos de fleste. Køerne var lange. Så lange at de mindre børn begyndte at lege mellem de opspændte snore, der tjente til at holde hver kø adskilt. Et barn snublede og slog sig på en af de jerndragere, snorene var opspændt mellem. Moderen skyndte sig at hente det grædende barn. Et øjeblik senere stod en lufthavnsfunktionær hos familien og ledte dem om forrest i køen. Det første tegn på menneskelighed. Fra min plads havde man faktisk et godt overblik. Min ejer er jo ret høj. Så jeg den første, der fik øje på ham den charmerende paskontrollør, som gjorde sit bedste for at lette den anspændte stemning med sine humoristiske bemærkninger. F.eks. var der en dame, som ikke havde udfyldt sin indrejse formular. “Se, det var jo ikke så godt”, spøgte han. “Nu må jeg jo udfylde den for dig, og så når du ikke dit fly videre, men må i stedet stå her og se mig skrive og skrive og skrive.” - Glimtet i hans øjne var ikke til at tage fejl af, så jeg skyndte mig at hviske til min ejer, at den kø måtte vi se at komme ind i. Jeg tror, hun hørte mig, for hun arbejdede sig målbevidst hen imod den skranke. Og det lykkedes hende faktisk. Efter så lang tids venten i en endeløs kø havde hun vist også brug for en smule humor. Og hun havde papirerne i orden, så hun fik sine stempler og et smilende ønske om et fortsat god rejse. Turen kunne fortsætte. Men først skulle bagagen hentes og checkes ind igen. Tolden var intet problem. Vi blev vinket lige igennem og kunne aflvere bagagen til en bagagefunktionær.
Rygetid. Nu gjaldt det om komme udenfor og ryge. Håndbagagen gennem detektoren. Hen til døren. UD. Aaah, det var dejligt endelig at få en mundfuld frisk luft. Også selv om luften var varm og fugtig i stedet for kølig og frisk. Heden svøbte sig om os, bilerne støjede omkring os og travle mennesker hastede ud og ind af dørene som var lufthavnen en myretue.
Ind igen? Ja, så skulle al håndbagagen checkes igen. Efter 8 timer i et fly og de efterfølgende prøvelser var 1 smøg ikke nok. Gudskelov, jeg ikke var af metal. Så ville de gnavne funktionærer bare have undersøgt mig også. Men som hat var jeg rimelig priviligeret. Jeg skulle ikke slæbe rundt på den tunge bagage hele tiden. Jeg kunne bare nyde udsigten og det farverige skuespil, der udspillede sig på alle sider. Jeg ønskede næsten, at jeg var et kamera. Der kunne være blevet en god film ud af dette. Min rastløse ejer stormede ud og ind af lufthavnen flere gange. For at ryge, for at få tiden til at gå og måske også for bare at foretage sig noget.
Endelig blev hun færdig med at ryge, og jagten på den rigtige gate begyndte. Lufthavnen i New York er heldigvis nem at overskue. Ikke som Chicago. Så vi fandt hurtigt den rigtige afgangsgate.
Håndbagagen virkede tungere nu. Min ejer skiftede konstant taskerne over i den modsatte hånd eller på den modsatte skulder. Jeg kunne næsten mærke lettelsen, da hun satte taskerne fra sig for at vente på boarding tilladelse ved gaten. Klokken var ca. 18.00 østamerikansk tid 24.00 Dansk tid. Det var 17 timer siden vi forlod Køge. Trætheden begyndte at melde sig selvom hun havde sovet et par timer i det andet fly. Nu er hun jo ikke helt ung længere, så hun kunne nok bruge et par timer til. Det var i hvert fald hendes plan, ved jeg. Jeg har jo en meget central placering og kan derfor følge med i alt, hvad der foregår.
Så blev det endelig tid til at boarde. Ret spændende. Hvem mon vi skulle sidde ved siden af denne gang. En ting var i hvert fald sikkert. Vi havde sædet ved midtergangen denne gang. Ikke ved vinduet.
Æhh, glem lige det, jeg lige sagde. Planlægning og sædenumre er kun retningsgivende, tror jeg. Ligesom med budgetter. Man skal hele tiden være forberedt på ændringer og overraskelser.
Da vi gik ned af midtergangen i flyet mod vores plads på 17 række, hørte vi en pige sige til sin side mand:”Nu bliver det spændende hvem, vi skal sidde ved siden af.”
Min ejer fik lige kigget på rækkenummeret og set, at det var vores række. “Det bliver vist mig”, sagde hun og smilede til den unge pige. “Men jeg har da vist ikke vinduespladsen”, fortsatte hun. “Nej”, svarede den unge pige. “Men vi syntes, at du skulle have den”. Hvad kunne min ejer gøre andet end at acceptere tilbuddet og sætte sig godt til rette ved vinduet.
Den unge pige og drengen ved siden af hende viste sig at være søskende. På vej hjem fra Rumænien hvor de, sammen med andre unge, som også var ombord i maskinen, havde været involveret i et kirkebyggeri. Turen derned var financieret af deres egen kirke.
Inden min ejer fik set sig om, var hun involveret i en spændende samtale om religion, Rumænien ctr. USA og Danmark ctr. Rumænien og USA. Den unge pige var dybt religiøs, men meget interesseret i at snakke, selvom min ejer er 100% ateist og ikke lagde skjul på det. Så glem bare alt om det jeg sagde om at sove. Selv jeg kunne ikke lukke et øje, for samtalen var livlig og synspunkterne stærke fra begge sider. Og min ejer er nu lidt snæversynet. Hun forstod slet ikke den unge piges tankegang. Forstod ikke, at et menneske kunne være så dybt forankret i sin tro, at dette menneske var taknemmelig for at Gud lod hende opleve verden, og at kærligheden til mennesker, herunder en kommende ægtemand, var en sekundær kærlighed. At kærligheden til Gud kom først.
Og imens passerede vi endnu en tidszone og landede endelig i Chicago.
Chicago er en af de mest uoverskuelige lufthavne, der findes. Er det første gang, man er der, bør man have god tid. Min ejer havde glemt det med tidszonen. Måske på grund af trætheden. Hun troede at flyet måske var forsinket, og at klokken var 21.15 i stedet for 20.15, så hun stressede ned til bagageudleveringen for at finde sin kuffert. Først, da hun begyndte jagten på American Airlines check-in skranke, gik det op for hende, at hun havde næsten 2 timer til sin rådighed. Og gudskelov. Jeg måtte jo næsten klamre mig til hendes hoved for ikke at falde af i farten. Da hun havde indset sin fejl, tog hun det meget roligere.
Gangene i lufthavnen var næsten mennesketomme på denne tid af dagen, men hun var nødt til at finde nogen, der kunne fortælle hende, om hun skulle ud af lufthavnen og med det lille tog rundt til den anden afgangshal, eller om hun skulle blive, hvor hun var. En tur med toget ville bestemt forkorte den tid, der var til rådighed. En eller anden må have holdt hånden over hende, for check-in skranken lå lige om hjørnet. Der var tid til lidt afstresning.
At finde et sted at ryge var helt og aldeles uoverskueligt, så det projekt blev udskudt til fordel for en cola i lufthavnsrestauranten. Jeg tror ikke min ejer skænkede lukketider en tanke. Det faktum, at restauranten var næsten mennesketom blev opfattet som værende et resultat af lufthavnens affolkning på denne tid. Hun marcherede lige op til servitricen og bad om en cola, betalte, og spurgte så forvirret hvor hun fik sin cola. Jeg tror ikke hun kunne overskue ret meget på dette tidspunkt. Men så var det jo godt, at hun havde mig. Jeg havde forlænge siden fået øje på maskinen, hvor man selv tapper sin cola. Men servitricen forstod situarionen og pegede venligt derover, og så masede min ejer sig med al sin tunge bagage stødende mod borde og stole derover og hentede sin cola. Derefter masede hun sig endnu engang gennem en endeløs række af borde hen mod udgangen, hvor hun heldigvis besluttede sig for at sætte sig og nyde sin cola.
Ved siden af sad en mor med nogle børn. Det ene barn var omkring 4-5 år, det andet kun nogle få måneder. Vi betragtede familiens aktivitet mens vi sad der. Det ældste barn væltede sin kop og spildte en masse sodavand på gulvet. Straks instruerede moderen barnet på en venlig og sød måde om at lægge servietter ned på det våde gulv, så faderen, når han var færdig med at ryge, kunne ordne det sidste.
“Undskyld”, sagde min ejer. “Hørte jeg rigtigt? Er Deres mand ude for at ryge?”
“Ja”, svarede moderen med barnet. “hvis han kan finde et sted. Det er vist ikke så nemt her”.
“De ved altså ikke, hvor han er gået hen”, spurgte min ejer forsigtigt.
“Nej”, lød svaret. “Men det kan han måske fortælle, når han kommer tilbage”.
Straks begyndte det ældste barn at spørge efter sin far, og moderen måtte give ham nogle beroligende ord inden hun fortsatte samtalen med min ejer.
Det viste sig, at familien var fra Green Bay området. Snakken gik om løst og fast. Servitricen kom over for at rydde lidt op. En af de sorte tjenere kom for at putte noget affald i affaldsbøtten lige ved siden af. Han nåede lige at opfatte min ejers bemærkning om, at hun var så træt, at hun dårligt kunne hænge sammen, og han greb straks chancen til at indskyde, at hvis hun skulle besvime var han klar til at give kunstigt åndedræt.
Helt utroligt. Han flirtede faktisk med hende. Oooh, jeg er sikker på at i det øjeblik ønskede min ejer, at hun var mere frisk, og at det ikke var lukketid. Det hele var selvfølgelig min skyld. Ingen kan modstå min charme. Jeg er jo amerikaner.
Nå, men med en kvik bemærkning - trods alt - til tjeneren samlede min ejer sin bagage sammen og vi begav os mod check-in skranken. Manden fra familien ved bordet ved siden af var i mellemtiden kommet tilbage, og havde meddelt, at det var en større rejse, at finde et sted at ryge, så det projekt blev 100% opgivet. Behovet for at hvile var større end behovet for at ryge.
Kufferten blev checket ind og vi begav os mod gaten. Min ejers håndflader smertede fra nylonhåndtagenes gnaven mod huden. Hendes skuldre værkede af vægten fra de tunge tasker, og selv jeg var begyndt at hænge lidt med skyggen. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag.
Da min ejer sank ned på stolen ved gaten, vidste jeg instinktivt, at hun var færdig. Kort tid efter begyndte hun da også at nikke. Søvnen var ved at tage overhånd. Heldigvis fungerede underbevidstheden endnu, og den fik hende til at slå øjnene op regelmæssigt og vågne op tids nok til at opfatte, at der blev givet tilladelse til at gå ombord i flyet.
Hun fandt sit sæde, fik håndbagagen stuvet og sikkerhedsselen spændt. Så gled hun ind i søvnens dybe favn, og jeg - jeg sad bare der og hørte, at flyet ikke kunne starte. De måtte hente en ny generator fra hangaren, og det tog tid. Imens ventede passagererne på flyet tålmodigt. Nogle læste, andre fulgte interesseret begivenhedernes gang. Ligesom jeg. Endelig startede flyet og vi taxiede ud til runway’en. Min ejer sov trygt. Hjulene slap startbanen og vi var i luften. Flyet krængede, da vi tog et skarpt venstresving for at komme ind på kursen, og lige i dette øjeblik vågnede min ejer op til et fantastisk syn. Chicago by night. Tusinde og atter tusinde lys i en mørk nat. Overrasket så jeg hende gribe kameraet og tage et billede af sceneriet. Pakke det sammen igen og glide ind i søvnens mørke. Stewardessen måtte vække hende efter landingen i Green Bay. Og jeg, jeg sad bare her og nød udsigten. Ingen forstyrende medpassager - sædet ved siden af var tomt - og en pragtfuld udsigt til stjernerne. Hun ved ikke, hvad hun gik glip af.
*